Renovering af trappeopgange
Trappeopgange er det hårdest belastede fællesareal i boligejendomme, og slid sætter sine spor med tiden. Samtidigt har trappeopgangene en stor arkitektonisk og kvalitativ betydning da det er det rum der byder én velkommen til ejendommen.
Ved en renovering af trappeopgangen skal man være særlig opmærksomme på valg af materialer i forhold til slidstyrke og vedligehold, og være omhyggelig med f.eks. farvevalg. Væggene i opgangen vil være nemme at male løbende, men gulvbelægningen vil ikke blive skiftet i mange år frem, så hvis der fx skal lægges linoleum i opgangen, er der vigtigt at vælge en farve der ikke går af mode eller falmer over tid der hvor den udsættes for sollys.
I ældre ejendomme ses ofte nogle fine detaljeringer i form af profilerede balustre, håndlister og paneler som er værd at tage godt vare på, og give nyt liv gennem en nænsom renovering.
Er det ved at være tid til en renovering?
En renovering af opgangen er en relativt overskuelig opgave, men den er vigtig at prioritere, da den både kan øge ejendommens værdi og forbedre beboernes trivsel. Samtidig kan det være relevant at overveje, om opgangen skal have nye eller udvidede funktioner i forbindelse med renoveringen.
I bygninger med mange etager kan det for eksempel være en fordel at etablere hvilepladser på reposerne for at tilgodese ældre eller dårligt gående beboere. Det kan også være oplagt at forbedre mulighederne for intern kommunikation gennem en opslagstavle eller at optimere de akustiske forhold, så opgangen fremstår mere behagelig og indbydende.
Grønne tiltag og bæredygtige overvejelser
Det mest bæredygtige tiltag i forbindelse med renovering af en trappeopgang er at passe godt på de materialer, der allerede findes i bygningen, så de enkelte bygningsdele får så lang en levetid som muligt. Hvis opgangen for eksempel har træ som primært materiale og et lakeret trægulv, vil den mest bæredygtige løsning være løbende at slibe og lakere gulvet. På den måde er det lakken, der slides, og ikke selve træet.
Skal gulvet have en ny overflade, findes der flere muligheder. Hvis man ønsker et nyt trægulv, kan man stille krav om, at træet kommer fra bæredygtig skovdrift og har en styrke og hårdhed, der gør det tilstrækkeligt slidstærkt til belastningen i en trappeopgang. Vælger man i stedet en linoleumsbelægning, kan man se på graden af genanvendt materiale i produktet. Linoleum kan nemlig fremstilles med en betydelig andel genanvendelse uden at gå på kompromis med kvalitet eller farve. Hvis der allerede ligger et linoleumsgulv, som skal fjernes, kan det være relevant at kontakte producenten for at høre, om det gamle gulv kan genanvendes i produktionen af nye belægninger.
Lidt gode råd og overvejelser til at kickstarte processen
- Skab en fælles vision. Drøft hvad der er af ønsker og behov i forhold til opgangen. Det kan være alt lige fra farvevalg til funktionalitet, belysning og eventuel elevator.
- Kontakt en rådgiver. Når I har en fælles vision eller ide omkring jeres ønsker, er det en god ide at kontakte en byggeteknisk rådgiver. En byggeteknisk rådgiver kan være behjælpelig med planlægning, budgetter, tilladelser, tidsplan og dialog med entreprenør under udførelsen.
- Kommunikation. Den byggetekniske rådgiver har dialog med bygherren, og bygherrer (bestyrelse, formand, styregruppe) sørger for at holde de øvrige beboere orienteret i renoveringsprocessen. I Plan1 har vi udviklet platformen Procesplaner.dk, denne giver alle beboere i ejendommen adgang til at følge med i projektet, tidsplan, orientering mv. Det er vores erfaring, at det skaber transparens, ro og overblik når denne benyttes i vores projekter.
- Udførelse. Når projektering og planlægning er færdig, og selve renoveringen kan påbegynde, er det vigtigt at afholde løbende byggemøder med rådgiver og entreprenør for at sikre at projektet forløber som aftalt.